| En videnskabelig tilgangsvinkel: B.F. Skinner sagde: "Videnskab er mere end en beskrivelse af opståede
begivenheder. Det er et forsøg på at afdække rækkefølger for at vise, at visse begivenheder står i direkte relation til andre". Videnskaben om adfærd giver en logisk forklaring på den adfærd, vi ser hos
vores dyr. Og principperne har overlevet mange års udforskning, udfordring og granskning. De afløser den ikke-systematiske information, som er så almindelig i papegøjeverdenen i dag. Det er gennem den kombinerede viden, som
mestre som Pavlov, Skinner, Lorenz, Tinbergen og mange andre har skabt, at vi i dag har vigtige adfærdsprincipper, der gælder for både dyr og mennesker. Disse principper indeholder værdifulde nøgler, som kan låse op for
selv den mest stædige "adfærds-gåde". Operant betingning (også kaldet "medvirkende læring") er den mest effektive og humane adfærdsændrings-teknik brugt på dyr. Ordet "operant" er værd også
at tænke over, da der i dets betydning ligger en anerkendelse af, at dyr har magten til at have indvirkning på deres miljøer; det har dermed indflydelse på at opnå ønskede konsekvenser eller undgå uønskede
konsekvenser.
"TAK'erne":
Det mest fundamentale princip ved operant betingning er, at adfærd er bestemt af dets konsekvens. Ifølge B.F. Skinners arbejde ligger operant betingnings fokus på
den mindst analytiske del af adfærden, "TAK'erne": "Trigger", "Adfærd" og "Konsekvens". Med andre ord findes adfærd ikke isoleret fra triggere eller konsekvenser. Triggere er de begivenheder og betingelser, som er til stede umiddelbart
før, at en adfærd finder sted, og triggerne har indflydelse på adfærdens udtryk. De sørger for, at adfærden finder sted. Triggere indeholder primært stikord, men de kan også være små ting, som nemt
kan overses - f.eks. det tøj en person har på, forstyrrelse udenfor vinduet eller måden en person holder sin hånd på, når de beder fuglen træde op. Adfærd er hvad som helst et individ gør,
der kan observeres - f.eks. er et blink med øjet eller en tilbagetrækningsmanøvre ved overraskelse begge adfærd. Det er vel at mærke adfærd, der bygger på reflekser og ikke indlært adfærd. Den indlærte
adfærd står for en stor del - men bestemt ikke det hele - af den adfærd, vi ser hos tamme papegøjer. Konsekvenser er de betingelser, der opstår umiddelbart efter adfærden, og som har indflydelse på sandsynligheden
for, om adfærden vil ske i fremtiden. Det er adfærdens konsekvens, der afgør, om adfærden gentages. Hvis en adfærd efterfølges af en positiv konsekvens, er der større chance for gentagelse, end hvis adfærden
efterfølges af en negativ konsekvens. Der er 2 kategorier af konsekvenser. Forstærkning refererer til dem, der resulterer i gentaget eller styrket adfærd, og straf referere til konsekvenser, som resulterer i en aftaget eller svækket
fremtidig adfærd. Forstærkning: Der er 2 typer forstærkere: primære og sekundære. De primære forstærkere er instinktive elementer, som genetisk har med overlevelse at gøre.
Det kan ting som mad, vand og reproduktion. De sekundære forstærkere er tillærte i forbindelse med primære eller andre sekundære forstærkere. De sekundære forstærkere er ting som ros, kæl
eller lyden fra én, der siger "DyKtii" lige før der gives en godbid. Forstærkning brydes ned i 2 kategorier: Positiv og negativ forstærkning. Positiv forstærkning er noget, som papegøjen kan lide
og vil arbejde for at opnå. Negativ forstærkning er noget, som papegøjen ikke kan lide og vil arbejde for at undgå. Begge slags forstærkning øger sandsynligheden for, at en adfærd vil ske igen.
Nogle almindelige positive forstærkere for tamme papegøjer er godbidder, ros, kæl og selskab af en, som papegøjen kan lide. At jage en papegøje rundt i buret for at få den til at træde op på hånden
er et eksempel på negativ forstærkning = Papegøjen vil kun træde op på hånden for at undgå at blive jagtet.
Straf:
Straf er i bedste fald en risikabel måde
at ændre adfærd på. Straf er hvad som helst, der nedsætter hyppigheden af den adfærd, som den efterfølger. Som med forstærkning er der både positiv og negativ straf. Positiv straf er at
tilføje noget til miljøet, hvorimod negativ straf er at fjerne noget fra miljøet. F.eks. er det at sprøjte sin skrigende papegøje med en vandforstøver en positiv straf. Skrigeadfærden nedsættes måske
via denne straffemetode. Et eksempel på negativ straf er, når man sætter sin papegøje i bur fordi den bider. Det at man fratager fuglen både frihed og selskab kan måske reducere bid episoder i fremtiden.
Som med al forstærkning og straf vil værdien af konsekvens være op til den enkelte at vurdere. Det at sætte en papegøje tilbage i buret, fordi den har bidt, er kun en straf, hvis fuglen hellere vil være sammen med sin
ejer. Så at sætte fuglen i bur kan også være en forstærkning af bideadfærden, hvis fuglen enten gerne vil i sit bur eller vil væk fra sin ejer. Straf er en rigtig dårlig træningsstrategi
af flere forskellige grunde. For det første er straf kun effektivt, hvis straffen er så stærk, at den helt kan stoppe den uønskede adfærd i fremtiden. Men alene det at anvende seriøs tvang på hvilket som helst dyr
bør resultere i et åbenlyst moralsk dilemma, uanset om det er en effektiv strategi eller ej. Problemet er, at når straffen er mild, er det usandsynligt, at den stopper adfærden. Det medfører en tendens til
at øge graden af straf, når adfærden fortsætter. Når det ikke hjælper at dække buret til, fordi papegøjen skriger, kan en person måske blive fristet til at ryste papegøjens bur. Og går det
ikke virker, ryster ejeren måske buret kraftigere. Gradvist vil papegøjen vænne sig til både tæppet over buret samt rysteturene, og skrigeadfærden fortsætter! Straffens timing er afgørende
for, hvilken effekt den vil have på adfærden. Papegøjer har en tilbøjelighed til at lave gale streger - deriblandt at gnave i møbler. Alt for ofte sker det, at en papegøjeejer kommer ind i f.eks. stuen og ser, at fuglen
har gnavet i noget træværk, og papegøjen sidder på sofaen og ser uskyldig ud, mens den passer sig selv. Ejeren er vred og skynder sig hen til papegøjen, skælder den ud og sætter den i bur. Denne straffeaktion har
kun meget ringe sandsynlighed for at virke på gnaveriet af træværket, fordi den ikke var direkte forbundet med den uønskede adfærd. Lige som alle andre dyr lever papegøjen i nuet. De er primært interesseret i de
ting, der sker lige nu frem for det, der skete i fortiden - med mindre det, der skete i fremtiden, havde en væsentlig indflydelse på deres adfærd. Negative bivirkninger: Den dårlige forståelse af
straf er synlig i mange hunde, som kryber, når deres ejer kalder på dem. Det er almindeligt for nogle hunde at løbe rundt og fuldstændigt overhøre, når ejeren stædige kalden. Og når hunden ignorerer ejerens
kald, bliver ejeren mere og mere frustreret. Og til sidst, når hunden endelig kommer, slår hunden på grund af dens ulydighed. Desværre ved hunden ikke, hvad det er, den straffes for. Blev den straffet for at løbe
rundt på marken? Løbe efter en kanin? Snuse til et træ? Eller mest sandsynligt adfærden lige på tidspunktet: at komme hen til ejeren? Hunde, som kryber når ejeren kalder, viser oftest den underdanige adfærd som et
resultat af dårlig anvendelse af straf. Straf har mange andre bivirkninger, som gør det til et dårligt valg for adfærdsændring. Straf kan være skyld i angst, flugt, bedrag, vrede og aggression. Straf
bliver ofte forbundet med repressalier eller hævn, og er for mennesker nemt at ty til. Straf er ofte en forstærker for den, der udfører straffen! Det aspekt ved straf opmuntrer til, at straffen i fremtiden risikerer at eskalere. På
grund af de mange negative bivirkninger bør straf helt undgås, når man arbejder med papegøjer eller et hvilket som helst andet dyr. Sammenligning af positiv og negativ forstærkning:
Iboende den negative forstærkning ligger også nogle negative sideeffekter. Et dyr, som er trænet gennem negativ forstærkning, vil kun udføre det mest nødvendige og kun for at undgå en negativ erfaring. Hvis en
papegøje f.eks. har lært at gå i bur, fordi ejeren har tvunget den med en kæp, vil papegøje kun gå i bur, når den ser kæppen. Men hvis papegøjen har lært at gå i bur ved hjælp af positiv
forstærkning, vil den se frem til at udføre adfærden for at tjene sin belønning. Mange papegøjer har lært at træde op på hånden ved et jævnt pres på kroppen. For at undgå eller stoppe
presset lærer fuglen at træde op på hånden. Mange papegøjer har også lært at gå fra den ene hånd til den anden ved, at hånden, som fuglen sidder på, tippes, så fuglen ikke kan holde balancen.
Fuglen træder så fra den ustabile til den mere stabile hånd. Fugle, som trænes med denne form for negativ forstærkning, vil kun udføre handlingen, når den negative påvirkning er til stede. Men hvis fuglen lærer
at træde fra den ene hånd til den anden ved hjælp af positiv forstærkning som f.eks. lidt kæl på hovedet, ros, selskab eller en favorit godbid, er sandsynligheden for at fuglen gentager adfærden uden tøven meget
større. En anden interessant sammenligning af effekterne af positiv og negativ forstærkning kan man se i Singapores Zoologisk Have. Mahutter fra Sri Lanka har oprindeligt trænet havens elefanter. Dyrene blev skubbet og stukket for
at optræde for publikum. Da der kom 2 nye, unge elefanter med i programmet, blev det muligt at sammenligne de 2 træningsstrategier. Målet var at lære de 2 unge elefanter at løfte foden på kommando. Mahutten fra Sri Lanka
skulle træne den unge hun og forfatteren af denne artikel (Steve Martin) skulle træne den unge han. Mahutten begyndte med et let stød med sin krog på elefantens ene forben. En kommando blev sagt i forbindelse med presset på
foden. Da dyret løftede sin fod, stoppede mahutten presset med krogen. Efter elefanten satte sit ben på jorden, blev kommandoen givet igen samtidig med, at krogen blev presset mod foden. Og igen blev krogen fjernet fra, da elefanten løftede
benet. Dette blev gentaget flere gange, indtil dyret løftede benet alene ved kommandoen i frygt for presset fra krogen. Gradvist lærte dyret begrebet "løft foden" på kommando. For at få elefanten til at løfte foden højere,
pressede mahutten hårdere med krogen, efter elefanten havde løftet sit ben, og han fortsatte med at støde med krogen, indtil dyret løftede foden højt nok. For at få elefanten til at udføre øvelsen hurtigt,
stak mahutten hårdt med krogen på benet og efterfulgte straks med kommandoen. Under træningen var dyret anspændt, ofte forvirret og så bange, at den skreg og urinerede. Han-elefantens træning begyndte
med et æble for at forstærke accepten af, at træneren nærmede sig dyrets forben. Det næste æble blev givet for at acceptere krogen foran foden. Imens håndtaget på krogen berørte foden, fik elefanten et
æble mere. De næste par æbler fik elefanten, imens en kommando blev givet samtidig med, at krogens håndtag berørte foden. Derefter blev håndtaget holdt et par centimeter fra foden, da kommandoen blev
givet. Et øjeblik skete der intet, fordi elefanten ventede på berøringen, hvilket han havde lært signalerede et æble. Hurtigt bevægede elefanten sig en anelse frem for selv at berøre krogens håndtag, og i
det øjeblik den rørte, fik han sit æble. Efter det flyttede elefanten målbevidst sin fod frem for at røre håndtaget, når den fik kommandoen. Forstærkningen blev givet lige, når elefanten berørte
håndtaget. Hurtigt rørte elefanten også håndtaget, selvom den var løftet flere centimeter over jorden, og for at få elefanten til at løfte foden højere, blev håndtaget holdt lidt højere. For
at opmuntre til at gøre øvelsen hurtigere, blev forstærkningen kun givet ved en hurtig respons på kommandoen. I begge tilfælde har elefanterne lært at løfte foden på kommando, og de lærte
det på cirka samme tid. Og hvis man ser det fra de fleste publikummers øjne, blev øvelsen udført ens af de 2 dyr. Men alligevel var der markante forskelle på resultaterne af de forskellige træningsstrategier.
Den elefant, som var blevet trænet med negativ forstærkning, vænnede sig til sidst modvilligt til krogen, og hendes angstniveau faldt. Hun lærte at løfte foden, men kun når mahutten var tæt nok på til at
kunne stikke hende med krogen, hvis hun ikke reagerede på kommandoen. Hun lærte også at løfte foden højt, men kun lige højt nok til, at hun kunne undgå presset på foden eller undgå at blive stukket med
krogen for dårlig udførelse. Hun gjorde kun lige akkurat det, der var nødvendigt. Hendes modvilje og modstand mod at udføre øvelsen, viste hendes ubehag ved programmets metode. Og hendes kropssprog blev ved med at vise, at
hun skulle gøre noget, hun var nødt til frem for noget hun havde lyst til. Elefanten, som blev trænet med positiv forstærkning, nød træningen og så frem til chancen for at tjene en belønning.
I det øjeblik han forstod, at æblet blev givet for at løfte foden, begyndte han at forbedre øvelsen med både højere og uopfordrede løft af foden. Han udførte adfærden frivilligt og uden at tænke
på, om træneren var tæt på eller ej. Hans kropssprog og opmærksomhed viste, at han havde det godt med både træningen og at udføre øvelsen. Samtidig gav træningsmetoden elefanten en positiv holdning
til træning, hvilket bidrog til, at flere nye øvelser blev lært. Løsning af gåden: Al adfærd er et produkt af enten instinkt eller erfaring. Meget af den adfærd, vi ser hos vores tamme
papegøjer, er instinktiv. Denne adfærd indeholder ting som kontaktkald, fjerpudsning, badning, flyvning, kurtisering og territorial adfærd inklusiv aggression. Der er også et væld af indlært adfærd, så som at
give lyd for at få opmærksomhed, bid for at få en ønsket reaktion, træde op på en hånd, eller endda at sige "hallo", når telefonen ringer osv.osv. I et forsøg på at forstå
en adfærd i en bestemt situation kunne man stille sig selv følgende spørgsmål: 1. Hvad motiverer til denne adfærd? 2. Hvordan passer det på vilde papegøjers adfærd? Der er
en motivation til enhver handling. Fundamentalt handler det om enten at opnå nydelse eller at undgå smerte. Nydelse kan være noget så simpelt som en kølig brise på en varm dag. Smerte kan være noget så enkelt
som det blide tryk på en papegøjes fod, for at opmuntre den til at stige op. Ved at spørge sig selv "Hvad motiverer til denne adfærd?" vil man lettere kunne se situationen fra fuglens perspektiv. Folk er tilbøjelige
til at tilskrive dyr menneskelige egenskaber og træk. Denne måde at fortolke på er vildledende og giver kun meget lidt indsigt i dyrenes adfærd. Og det er en udbredt fortolkningsmetode også blandt papegøjefolk. Et af de
værste eksempler er at sammenligne en papegøjes intellektuelle kapacitet med en barns. Den sammenligning er kun med til at fastholde misforståelsen af papegøjers adfærd, og endvidere er det med til at forplumrer den problematiske
forståelse, som de fleste mennesker har omkring deres fugls adfærd. Måske er det mest bemærkelsesværdige fremskridt om informationen af positive tilgangsvinkler til papegøjeadfærd et online papegøje-adfærds-kursus
kaldet "Living and Learning with Parrots", som bliver afholdt af Ph.D. Susan Friedman, og hvor det er frivilligt, om man betaler et gebyr på 50 $, som bliver doneret til en værdig papegøjesag. På dette kursus lærer man de videnskabelige
adfærdsprincipper som de ses hos tamme papegøjer. De, der har gennemført kurset, forstår fordelene ved positive tilgangsvinkler frem for negative, og de er blevet gjort i stand til at skabe tilfredsstillende, positive forhold til
deres tamme papegøjer. Dr. Friedman underviser sine kursister i at analysere adfærdens "TAK'er". Som tidligere nævnt repræsenterer TAK: Triggere, Adfærd og Konsekvens. Ved at tage udgangspunkt i videnskaben,
når adfærd skal evalueres, kan man få en værdifuld indsigt, som vil hjælpe med til at forstå og ændrer de tamme papegøjers adfærd. Nedenfor ses Dr. Friedmans 6 trin til at analysere "TAK'erne":
1. Beskriv målet observerbart og i klare ord 2. Beskriv Trigger hændelsen og vilkårene, som opstod umiddelbart før adfærden. 3. Beskriv konsekvensen, som umiddelbart efterfulgte adfærden
4. Tag et grundigt kig på TAK'ernes rækkefølge 5. Udtænk nye triggere og/eller konsekvenser for at indlære ny adfærd eller ændre eksisterende 6. Evaluér resultatet i målbare vendinger
og planlæg, hvordan det skal fastholdes og udbredes. For at illustrere dette kan målet for en handling være at tage papegøjen fra toppen af buret og sætte den ind i buret. "TAK'erne" kan så
se ud som følgende: A. Personen rækker hånden frem mod papegøjen på toppen af buret B. Papegøjen undgår hånden ved at løbe til den bagerste end af buret. C. Personen
stopper sit forsøg på at sætte papegøjen i bur I dette eksempel vil papegøjens forventede adfærd i fremtiden være, at den fortsætter med at løbe tilbage for at undgå hånden
eller personen. Derfor er træneren nødt til at ændre sit mål for adfærdsændring til et mål, som vil være et logisk trin i retning af det originale mål. I dette tilfælde vil det være at få
papegøjen til at træde op på hånden. De næste "Tak'ers" rækkefølge kunne herefter se sådan ud: A. Personen tilbyder papegøjen en jordnød på toppen af buret
B. Papegøjen træder op på hånden C. Papegøjen får jordnødden Papegøjens forventede adfærd vil herefter være, at den træder op på hånden.
Det næste trin kunne så se sådan ud. A. Papegøjen sidder på hånden, mens hånden nærmer sig buret B. Papegøjen træder fra hånden over på en pind inde i buret C.
Papegøjen får et stykke æble Herefter vil den forventede adfærd i fremtiden være, at papegøjen vil gå i bur. "TAK'erne" virker rigtig godt både når man skal vurdere
uønsket adfærd og når man vil skabe ønsket adfærd for enten papegøjen eller mennesket. Tænk over det næste eksempel, hvor fokus er på den menneskelige adfærd: A. Papegøjen
er i ét rum og mennesket i et andet B. Papegøjen skriger C. Mennesket kommer ind i rummet og giver opmærksom til papegøjen Den forventede fremtidige adfærd vil være, at papegøjen
skriger, når den ønsker opmærksomhed. Personen har forstærket skrigeadfærden ved at være til stede. En positiv tilgang til at fjerne skrigeadfærden kunne være at bruge følgende strategi:
A. Papegøjen og mennesket er i forskellige rum B. Papegøjen siger "Hej" C. Personen går ind til papegøjen og giver opmærksomhed Så vil den forventede adfærd være, at papegøjen
siger "Hej", når den ønsker opmærksomhed. Og husk på at noget adfærd (som i ovenstående eksempel) kan kræve mange gentagelser af positiv konsekvens, før adfærden er formet til det
endelige mål. Det giver en stor indsigt i adfærd at analysere "TAK'erne". Når man kombinerer det med anden afgørende information så som dyrets naturlige historie samt dyret forstærknings historie (inklusiv
den specielle adfærd, som personen forsøger at ændre), vil "Tak'erne" gøre personen i stand til lave enorme positive ændringer i adfærd. |