Papegøjeadfærdens anatomi af Steve Martin

Papegøjeadfærdens anatomi af Steve Martin

Resumé:

Papegøjer er nok det mest misforståede af alle kæledyr. Deres naturlige tilbøjeligheder går nogle gange dårligt i spænd med deres ejeres instinktive holdning. De fleste papegøjer er genetisk programmeret til at være højlydte, uafhængige og monogame. Hvorimod de fleste mennesker foretrækker lydige, kælne og selskabelige kæledyr, som kan lide alle og som er stille om morgenen. I et forsøg på at ændre papegøjers adfærd, så de passer bedre til deres image som det ideelle kæledyr, bliver mange mennesker tilbøjelige til at bruge fysisk magt eller andre aggressive metoder, som de synes har virket tidligere. Den strategi giver ofte dårlige resultater og kan have enorm negativ effekt på ejerens forhold til sin papegøje. Fordelene ved positiv forstærkning metoderne er blevet dokumenteret. Anvendes disse principper rigtigt, kan der opbygges langvarige, positive forhold mellem papegøjer og ejere.

Introduktion:

De udfordringer der er forbundet med papegøjers adfærd overskygger nogle gange det glædelige ved at have papegøjer som kæledyr. Det er grunden til, at vi ser så mange papegøjer til salg i aviser og loppemarkeder mv. Og det er også grunden til, at vi nu oplever en utrolig vækst i papegøjereservater og Rednings centre rundt omkring i verden. Det, som mange mennesker troede, var en kælen, farverig, intelligent lille fjeret ven, blev til et skrigende, uafhængigt, grisende, bidende, fremmed væsen.

Der er 3 formål med denne artikel:

1) At undersøge årsager og konsekvenser ved det had/kærligheds forhold, som så mange mennesker har til deres papegøje.

2) At sammenligne og kontrastere tamme papegøjes adfærd med de vilde papegøjer.

3) At diskutere de videnskabelige principper og læring om adfærd, som er relevante for tamme papegøjer og deres ejere.

Denne information kan hjælpe alle med at udvikle en bedre forståelse af deres papegøjes adfærd, og dermed kan man mindske udfordringerne og øge glæden ved at leve med fugle.

Den menneskelige faktor:

Mennesker er genetisk tilpasset og kulturelt betinget til at bruge aggression som et redskab til at danne og ændre adfærd. Dominans og tvang er trænet fra en meget tidlig alder og er indlejret gennem hele livet hos de fleste mennesker. Heldigvis har skift i kulturen og ændring i lovene gjort, at der tages afstand fra grov brug af skadelig dominans mod mennesker og dyr. Men mennesker er stadig hurtige til at bruge mange former for aggressivitet og tvang, når de forsøger at ændre adfærd.

Erfaring med at træne hunde kan også medvirke til en persons brug af aggressivitet på andre dyr. Mennesker har mere succes med at træne hunde end alle andre kæledyr. Denne succes kan delvis tilskrives hundenes villighed til at underkaste sig menneskets dominante træningsmetoder. Selv den mest urimelige hundeejer kan have en grad af succes, når de lærer deres hund at adlyde en kommando. Dette skyldes mere hundens evne til at lære og tilpasse sig, end ejerens evner som træner. Selvom positive tilgangsvinkler giver langt bedre resultater, giver illusionen om succes ved dominante teknikker nogle mennesker lyst til at bruge lignende hårdhændede metoder på deres kæledyr.

Dominans og tvang er det redskab, som de fleste mennesker benytter sig af, når de forsøger at ændre deres papegøjes adfærd. Deres indgangsvinkel er at tvinge dyret til at rette sig efter deres krav samt sikre sig, at fugle ved, at mennesket er den, der bestemmer. Desværre er der også eksperter inden for papegøje-verdenen, som prædiker den indstilling og opfordrer til denne frygtelige fremgangsmåde. Imidlertid reagerer papegøjer, såvel som de fleste andre dyr, dårligt på disse teknikker.

En skiftende kultur:

Mennesker har gennem tusinder af år påtvunget dyr deres magt, hvilket kan ses i mange af oldtidens kulturer. Et godt eksempel på kulturers forskellige træningsmetoder kan findes indenfor træning af elefanter. Asiatiske elefanttrænere, kendt som mahutter, lærer deres dyr at arbejde med tømmer i skovene. Selvom resultaterne ligner hinanden, varierer træningsmetoderne meget fra region til region. Mahutter i Sri Lanka anvender nogle af de mest aggressive metoder indenfor elefanttræning i hele verden. Deres filosofi er at dominere dyret og tvinge det til at tro, at de er flokkens matriark (flokfører). Sri Lankas mahutter bruger særdeles aggressive og ofte brutale metoder for at få dette gennemtrumfet.

 

Elefanttrænere i Sydindien inddrager en helt anden træningsstil. Disse mahutter træner deres elefanter til at udføre de samme opgaver, som mahutterne i Sri Lanka lærer deres elefanter. Men mens mahutterne i Sri Lanka er blandt de mest aggressive af alle elefanttrænere, er mahutterne i Sydindien blandt de blideste. De har ikke nogen "tyre krog", som de kan slå elefanterne med for at få dem til at underkaste sig. Begge træningsmetoder opnår de ønskede resultater; elefanterne udfører det nødvendige arbejde i skovene. Den dramatiske forskel i de to træningsmetoder er beviselig i dødsstatistikken for mahutter i de to regioner. Verdens højeste dødelighed for mahutter findes i Sri Lanka, og den laveste findes i Sydindien.

Historiebøgerne beskriver den menneskelige tilbøjelighed til at bruge tvang og aggression, når mange forskellige arter af dyr trænes og håndteres.

 

Selvom udviklingen går imod straffemetoder, så eksisterer de også i dag. Utallige dyr bliver stadig knækket af ubarmhjertige trænere; tigere bliver stadig truet med piske i hovedet, elefanter bliver stadig stukket med "tyre kroge", hunde bliver stadig tævet for at lære dem at sætte sig, og papegøjer bliver stadig pakket ind i håndklæder, fordi de bider. Disse afstumpede metoder bruges stadig til at give positive resultater... for "træneren" i hvert fald.

 

Heldigvis er der et kulturskift på vej i papegøjeverdenen. For mindre end 20 år siden anvendte trænere så grusomme tæmnings- og træningsmetoder, at de i dag ville blive betragtet som overgreb. De fleste af dem, der brugte disse hårde metoder, er enten stoppet med at have med fugle at gøre, eller også har de ændret deres teknikker. Imidlertid er der stadig papegøjeadfærds eksperter, som har den grundholdning, at papegøjer skal tvinges til at tilpasse sig menneskets krav. Den holdning opfordrer stadig til brug af tvang og vil forhåbentlig en dag give plads til mere positive metoder.

Papegøjers natur:

Af natur er papegøjer tilpasningsdygtige væsner. I naturen tilpasser de sig miljøer og situationer for at overleve. Denne tilpasningsdygtighed er også en nyttig evne for papegøjer i fangenskab, så de kan klare menneskets dominerende og tvingende natur... men nogle gange ikke uden kamp.

 

Underkastelse er ikke nemt for en papegøje, og i hvert fald ikke så nemt som det er for en hund. Tæmning har nedtonet hundens behov for hævn, og dermed har underkastelse beskyttet dem mod gentagen aggression. I modsætning til dette har papegøjer ikke erfaret de fordele, som tæmning kan have i deres evne til at klare mennesket dominans. Papegøjer lever i en mere oprindelig tilstand, hvor det at forsvare sig selv mod aggression er den korrekte reaktion. Som konsekvens af dette er papegøje mere tilbøjelige til at modsætte sig dominerende håndtering og træningen, hvilket ofte resulterer i, at en person bliver bidt.

 

Bid:

Næst efter skrigeri er bid den mest frustrerende adfærd for papegøje ejere. Mange mennesker har prøvet at retfærdiggøre deres sår med undskyldninger og opfattelser, som kun har lidt eller slet intet med den virkelige årsag til bidet at gøre. Et bid er simpelthen en adfærd udført af en papegøje. Som al anden adfærd er det konsekvensen der afgør, om adfærden bliver gentaget. Hvis konsekvensen af papegøjebidet er, at personen forlader rummet for at hente en plaster, kan papegøjen meget vel have lært bideadfærd i fremtiden. Et bid fra en papegøje kan have langvarig negativ effekt, som går meget dybere end den overfladiske skramme på personens hånd.

 

Bid er næsten ukendt i vilde papegøjeflokke. Det er kun i fangenskab, hvor flugt er begrænset, og papegøjer er tvunget til at leve under unaturlige forhold, at denne usædvanlige adfærd ses regelmæssigt. Interview med 5 forskellige papegøjeforskere med tilsammen over 35 års erfaring har vist, at der kun er blevet observeret 2 episoder i naturen, hvor en papegøje har bidt en anden så hårdt, at det blødte.

 

Bid er sjældent for papegøjer i naturen, men aggression er en daglig begivenhed. Disse aggressive hændelser skyldes primært beskyttelse af ressourcer som f.eks. territorium, partner, attraktive siddepladser, fødeemner osv. Aggressiviteten begrænses oftest til kropssprog så som at rejse hovedfjerene eller et vredt blik. Nogle gange eskalerer aggressiviteten til lyde så som at knurre eller et endnu mere åbenlyst kropssprog som at hakke næbet ud på en udfordrende måde. I naturen er dette kropssprog normalt nok til at afskrække en indtrængende fugl og undgå negativ fysisk kontakt.

 

Skrigeri:

En papegøjes naturlige tilbøjelighed til at byde solopgangen velkommen med høje lyde er sjældent på listen over ønskelige karaktertræk hos kæledyr. Det som mange mennesker opfatter som irriterende, ubehagelig og unødvendig adfærd, ser papegøjen som en måde at udtrykke velvære, og som vigtigt for at etablerer territorieafgrænsninger samt til at holde

 

kontakt med naboer og familiemedlemmer. Uenigheden omkring betydningen af tidlig morgen vokalisering vil fortsætte mellem mennesker og deres papegøjer i de næste mange generationer.

 

Instinktiv skrigeadfærd, som normalt forekommer morgen og aften, er lige så naturlig adfærd for tamme papegøjer som for deres vilde artsfæller. Og fordi adfærden er instinktiv, er den svær at fjerne hos tamme papegøjer. Tamme papegøjer er også tilbøjelige til at lave disse høje lyde i forhold til ønsket respons som opmærksomhed fra deres ejere. Denne tillærte skrigeadfærd er meget lettere at udrydde med de rigtige teknikker for adfærdsændring.

 

 

Knytte bånd:

En anden almindelig misforståelse blandt papegøjeejere drejer sig om papegøjers tilbøjelighed til at knytte sig til én person. Nogle mennesker har den overbevisning, at papegøjer skal være som andre kæledyr og acceptere alle i familien på lige fod. Imidlertid er papegøjens natur stik modsat. I naturen er papegøjer monogame væsner, som generelt danner par for livet.

 

Dette naturlige instinkt lever videre i tamme fugle fuldstændig som i de vilde fugle. Det er naturligt for at papegøje at knytte sig til én person i husstanden. En papegøje, der har knyttet sig, vil forsvare sit territorium, hvilket kan være hvad som helt fra et bur eller et rum til hele huset. Og en papegøje, der har knyttet sig, kan også etablere en personlig aggression mod et familiemedlem, som tit invaderer dens territorium. En sådan negativ historie kan manifestere sig i rutine bid eller i direkte angreb.

 

Brobygning:

For at få en god forståelse af papegøjeadfærd kræver det viden om både papegøjens historie i naturen samt videnskaben om adfærdsændring. Erfaring med papegøjer er også en hjælp, men det kan ikke stå alene. Viden om papegøjers historie i naturen - og specielt om de specielle arter, som man arbejder med - hjælper til at forstå papegøjernes naturlige tilbøjeligheder og instinktive adfærd. Og viden om adfærdsændringsteknikker hjælper til en forståelse af, hvordan man shaper eller får indflydelse på uønsket adfærd samt hvordan man skaber eller forstærker ønsket adfærd.

 

Desværre går de allerfleste papegøjeejere ind i et forhold med en papegøje uden nogen viden om dens historie i det fri, og uden nogen forståelse for adfærdsændringsteknikker. Derfor er det fuldstændig op til dem selv at fortolke den adfærd, de ser hos deres fugle. Og selv en person med de "rigtige" følelser og de bedste intentioner fejler på dette område, hvor papegøjeadfærd virker som et fremmed sprog.

 

Når uvidende papegøjeejere bliver konfronteret med adfærdsudfordringer, benytter de sig at den forståelse, de kender. De forklarer og forsøger ofte at ændre fuglens adfærd ud fra de samme redskaber, der har virket for dem tidligere. De holder sig til fysisk tvang og aggression kombineret med en dominerende holdning. Som tidligere nævnt er det en problematisk tilgangsvinkel fyldt med fejl.

 

 

 

 

         

 

 

 

 

 

En videnskabelig tilgangsvinkel:

B.F. Skinner sagde: "Videnskab er mere end en beskrivelse af opståede begivenheder. Det er et forsøg på at afdække rækkefølger for at vise, at visse begivenheder står i direkte relation til andre". Videnskaben om adfærd giver en logisk forklaring på den adfærd, vi ser hos vores dyr. Og principperne har overlevet mange års udforskning, udfordring og granskning. De afløser den ikke-systematiske information, som er så almindelig i papegøjeverdenen i dag.

Det er gennem den kombinerede viden, som mestre som Pavlov, Skinner, Lorenz, Tinbergen og mange andre har skabt, at vi i dag har vigtige adfærdsprincipper, der gælder for både dyr og mennesker. Disse principper indeholder værdifulde nøgler, som kan låse op for selv den mest stædige "adfærds-gåde".

Operant betingning (også kaldet "medvirkende læring") er den mest effektive og humane adfærdsændrings-teknik brugt på dyr. Ordet "operant" er værd også at tænke over, da der i dets betydning ligger en anerkendelse af, at dyr har magten til at have indvirkning på deres miljøer; det har dermed indflydelse på at opnå ønskede konsekvenser eller undgå uønskede konsekvenser.


"TAK'erne":

Det mest fundamentale princip ved operant betingning er, at adfærd er bestemt af dets konsekvens. Ifølge B.F. Skinners arbejde ligger operant betingnings fokus på den mindst analytiske del af adfærden, "TAK'erne": "Trigger", "Adfærd" og "Konsekvens". Med andre ord findes adfærd ikke isoleret fra triggere eller konsekvenser.

Triggere er de begivenheder og betingelser, som er til stede umiddelbart før, at en adfærd finder sted, og triggerne har indflydelse på adfærdens udtryk. De sørger for, at adfærden finder sted. Triggere indeholder primært stikord, men de kan også være små ting, som nemt kan overses - f.eks. det tøj en person har på, forstyrrelse udenfor vinduet eller måden en person holder sin hånd på, når de beder fuglen træde op.

 

Adfærd er hvad som helst et individ gør, der kan observeres - f.eks. er et blink med øjet eller en tilbagetrækningsmanøvre ved overraskelse begge adfærd. Det er vel at mærke adfærd, der bygger på reflekser og ikke indlært adfærd. Den indlærte adfærd står for en stor del - men bestemt ikke det hele - af den adfærd, vi ser hos tamme papegøjer.

Konsekvenser er de betingelser, der opstår umiddelbart efter adfærden, og som har indflydelse på sandsynligheden for, om adfærden vil ske i fremtiden. Det er adfærdens konsekvens, der afgør, om adfærden gentages.

Hvis en adfærd efterfølges af en positiv konsekvens, er der større chance for gentagelse, end hvis adfærden efterfølges af en negativ konsekvens. Der er 2 kategorier af konsekvenser. Forstærkning refererer til dem, der resulterer i gentaget eller styrket adfærd, og straf referere til konsekvenser, som resulterer i en aftaget eller svækket fremtidig adfærd.

Forstærkning:

Der er 2 typer forstærkere: primære og sekundære.

De primære forstærkere er instinktive elementer, som genetisk har med overlevelse at gøre. Det kan ting som mad, vand og reproduktion.

 

De sekundære forstærkere er tillærte i forbindelse med primære eller andre sekundære forstærkere. De sekundære forstærkere er ting som ros, kæl eller lyden fra én, der siger "DyKtii" lige før der gives en godbid.

 

Forstærkning brydes ned i 2 kategorier: Positiv og negativ forstærkning. Positiv forstærkning er noget, som papegøjen kan lide og vil arbejde for at opnå. Negativ forstærkning er noget, som papegøjen ikke kan lide og vil arbejde for at undgå. Begge slags forstærkning øger sandsynligheden for, at en adfærd vil ske igen.

 

Nogle almindelige positive forstærkere for tamme papegøjer er godbidder, ros, kæl og selskab af en, som papegøjen kan lide. At jage en papegøje rundt i buret for at få den til at træde op på hånden er et eksempel på negativ forstærkning = Papegøjen vil kun træde op på hånden for at undgå at blive jagtet.


Straf:

Straf er i bedste fald en risikabel måde at ændre adfærd på. Straf er hvad som helst, der nedsætter hyppigheden af den adfærd, som den efterfølger.

 

Som med forstærkning er der både positiv og negativ straf. Positiv straf er at tilføje noget til miljøet, hvorimod negativ straf er at fjerne noget fra miljøet. F.eks. er det at sprøjte sin skrigende papegøje med en vandforstøver en positiv straf. Skrigeadfærden nedsættes måske via denne straffemetode. Et eksempel på negativ straf er, når man sætter sin papegøje i bur fordi den bider. Det at man fratager fuglen både frihed og selskab kan måske reducere bid episoder i fremtiden.

 

Som med al forstærkning og straf vil værdien af konsekvens være op til den enkelte at vurdere. Det at sætte en papegøje tilbage i buret, fordi den har bidt, er kun en straf, hvis fuglen hellere vil være sammen med sin ejer. Så at sætte fuglen i bur kan også være en forstærkning af bideadfærden, hvis fuglen enten gerne vil i sit bur eller vil væk fra sin ejer.

 

Straf er en rigtig dårlig træningsstrategi af flere forskellige grunde. For det første er straf kun effektivt, hvis straffen er så stærk, at den helt kan stoppe den uønskede adfærd i fremtiden. Men alene det at anvende seriøs tvang på hvilket som helst dyr bør resultere i et åbenlyst moralsk dilemma, uanset om det er en effektiv strategi eller ej. Problemet er, at når straffen er mild, er det usandsynligt, at den stopper adfærden.

 

Det medfører en tendens til at øge graden af straf, når adfærden fortsætter. Når det ikke hjælper at dække buret til, fordi papegøjen skriger, kan en person måske blive fristet til at ryste papegøjens bur. Og går det ikke virker, ryster ejeren måske buret kraftigere. Gradvist vil papegøjen vænne sig til både tæppet over buret samt rysteturene, og skrigeadfærden fortsætter!

 

Straffens timing er afgørende for, hvilken effekt den vil have på adfærden. Papegøjer har en tilbøjelighed til at lave gale streger - deriblandt at gnave i møbler. Alt for ofte sker det, at en papegøjeejer kommer ind i f.eks. stuen og ser, at fuglen har gnavet i noget træværk, og papegøjen sidder på sofaen og ser uskyldig ud, mens den passer sig selv. Ejeren er vred og skynder sig hen til papegøjen, skælder den ud og sætter den i bur. Denne straffeaktion har kun meget ringe sandsynlighed for at virke på gnaveriet af træværket, fordi den ikke var direkte forbundet med den uønskede adfærd. Lige som alle andre dyr lever papegøjen i nuet. De er primært interesseret i de ting, der sker lige nu frem for det, der skete i fortiden - med mindre det, der skete i fremtiden, havde en væsentlig indflydelse på deres adfærd.

Negative bivirkninger:

Den dårlige forståelse af straf er synlig i mange hunde, som kryber, når deres ejer kalder på dem. Det er almindeligt for nogle hunde at løbe rundt og fuldstændigt overhøre, når ejeren stædige kalden. Og når hunden ignorerer ejerens kald, bliver ejeren mere og mere frustreret. Og til sidst, når hunden endelig kommer, slår hunden på grund af dens ulydighed.

 

Desværre ved hunden ikke, hvad det er, den straffes for. Blev den straffet for at løbe rundt på marken? Løbe efter en kanin? Snuse til et træ? Eller mest sandsynligt adfærden lige på tidspunktet: at komme hen til ejeren? Hunde, som kryber når ejeren kalder, viser oftest den underdanige adfærd som et resultat af dårlig anvendelse af straf.

 

Straf har mange andre bivirkninger, som gør det til et dårligt valg for adfærdsændring. Straf kan være skyld i angst, flugt, bedrag, vrede og aggression. Straf bliver ofte forbundet med repressalier eller hævn, og er for mennesker nemt at ty til. Straf er ofte en forstærker for den, der udfører straffen! Det aspekt ved straf opmuntrer til, at straffen i fremtiden risikerer at eskalere. På grund af de mange negative bivirkninger bør straf helt undgås, når man arbejder med papegøjer eller et hvilket som helst andet dyr.

 

Sammenligning af positiv og negativ forstærkning:

Iboende den negative forstærkning ligger også nogle negative sideeffekter. Et dyr, som er trænet gennem negativ forstærkning, vil kun udføre det mest nødvendige og kun for at undgå en negativ erfaring. Hvis en papegøje f.eks. har lært at gå i bur, fordi ejeren har tvunget den med en kæp, vil papegøje kun gå i bur, når den ser kæppen. Men hvis papegøjen har lært at gå i bur ved hjælp af positiv forstærkning, vil den se frem til at udføre adfærden for at tjene sin belønning. Mange papegøjer har lært at træde op på hånden ved et jævnt pres på kroppen. For at undgå eller stoppe presset lærer fuglen at træde op på hånden. Mange papegøjer har også lært at gå fra den ene hånd til den anden ved, at hånden, som fuglen sidder på, tippes, så fuglen ikke kan holde balancen. Fuglen træder så fra den ustabile til den mere stabile hånd. Fugle, som trænes med denne form for negativ forstærkning, vil kun udføre handlingen, når den negative påvirkning er til stede. Men hvis fuglen lærer at træde fra den ene hånd til den anden ved hjælp af positiv forstærkning som f.eks. lidt kæl på hovedet, ros, selskab eller en favorit godbid, er sandsynligheden for at fuglen gentager adfærden uden tøven meget større.

En anden interessant sammenligning af effekterne af positiv og negativ forstærkning kan man se i Singapores Zoologisk Have. Mahutter fra Sri Lanka har oprindeligt trænet havens elefanter. Dyrene blev skubbet og stukket for at optræde for publikum. Da der kom 2 nye, unge elefanter med i programmet, blev det muligt at sammenligne de 2 træningsstrategier. Målet var at lære de 2 unge elefanter at løfte foden på kommando. Mahutten fra Sri Lanka skulle træne den unge hun og forfatteren af denne artikel (Steve Martin) skulle træne den unge han.

Mahutten begyndte med et let stød med sin krog på elefantens ene forben. En kommando blev sagt i forbindelse med presset på foden. Da dyret løftede sin fod, stoppede mahutten presset med krogen. Efter elefanten satte sit ben på jorden, blev kommandoen givet igen samtidig med, at krogen blev presset mod foden. Og igen blev krogen fjernet fra, da elefanten løftede benet. Dette blev gentaget flere gange, indtil dyret løftede benet alene ved kommandoen i frygt for presset fra krogen. Gradvist lærte dyret begrebet "løft foden" på kommando. For at få elefanten til at løfte foden højere, pressede mahutten hårdere med krogen, efter elefanten havde løftet sit ben, og han fortsatte med at støde med krogen, indtil dyret løftede foden højt nok. For at få elefanten til at udføre øvelsen hurtigt, stak mahutten hårdt med krogen på benet og efterfulgte straks med kommandoen. Under træningen var dyret anspændt, ofte forvirret og så bange, at den skreg og urinerede.

 

Han-elefantens træning begyndte med et æble for at forstærke accepten af, at træneren nærmede sig dyrets forben. Det næste æble blev givet for at acceptere krogen foran foden. Imens håndtaget på krogen berørte foden, fik elefanten et æble mere. De næste par æbler fik elefanten, imens en kommando blev givet samtidig med, at krogens håndtag berørte foden.

 

Derefter blev håndtaget holdt et par centimeter fra foden, da kommandoen blev givet. Et øjeblik skete der intet, fordi elefanten ventede på berøringen, hvilket han havde lært signalerede et æble. Hurtigt bevægede elefanten sig en anelse frem for selv at berøre krogens håndtag, og i det øjeblik den rørte, fik han sit æble. Efter det flyttede elefanten målbevidst sin fod frem for at røre håndtaget, når den fik kommandoen. Forstærkningen blev givet lige, når elefanten berørte håndtaget. Hurtigt rørte elefanten også håndtaget, selvom den var løftet flere centimeter over jorden, og for at få elefanten til at løfte foden højere, blev håndtaget holdt lidt højere. For at opmuntre til at gøre øvelsen hurtigere, blev forstærkningen kun givet ved en hurtig respons på kommandoen.

 

I begge tilfælde har elefanterne lært at løfte foden på kommando, og de lærte det på cirka samme tid. Og hvis man ser det fra de fleste publikummers øjne, blev øvelsen udført ens af de 2 dyr. Men alligevel var der markante forskelle på resultaterne af de forskellige træningsstrategier.

 

Den elefant, som var blevet trænet med negativ forstærkning, vænnede sig til sidst modvilligt til krogen, og hendes angstniveau faldt. Hun lærte at løfte foden, men kun når mahutten var tæt nok på til at kunne stikke hende med krogen, hvis hun ikke reagerede på kommandoen. Hun lærte også at løfte foden højt, men kun lige højt nok til, at hun kunne undgå presset på foden eller undgå at blive stukket med krogen for dårlig udførelse. Hun gjorde kun lige akkurat det, der var nødvendigt. Hendes modvilje og modstand mod at udføre øvelsen, viste hendes ubehag ved programmets metode. Og hendes kropssprog blev ved med at vise, at hun skulle gøre noget, hun var nødt til frem for noget hun havde lyst til.

 

Elefanten, som blev trænet med positiv forstærkning, nød træningen og så frem til chancen for at tjene en belønning. I det øjeblik han forstod, at æblet blev givet for at løfte foden, begyndte han at forbedre øvelsen med både højere og uopfordrede løft af foden. Han udførte adfærden frivilligt og uden at tænke på, om træneren var tæt på eller ej. Hans kropssprog og opmærksomhed viste, at han havde det godt med både træningen og at udføre øvelsen. Samtidig gav træningsmetoden elefanten en positiv holdning til træning, hvilket bidrog til, at flere nye øvelser blev lært.

Løsning af gåden:

Al adfærd er et produkt af enten instinkt eller erfaring. Meget af den adfærd, vi ser hos vores tamme papegøjer, er instinktiv. Denne adfærd indeholder ting som kontaktkald, fjerpudsning, badning, flyvning, kurtisering og territorial adfærd inklusiv aggression. Der er også et væld af indlært adfærd, så som at give lyd for at få opmærksomhed, bid for at få en ønsket reaktion, træde op på en hånd, eller endda at sige "hallo", når telefonen ringer osv.osv.

 

I et forsøg på at forstå en adfærd i en bestemt situation kunne man stille sig selv følgende spørgsmål:

1. Hvad motiverer til denne adfærd?

2. Hvordan passer det på vilde papegøjers adfærd?

 

Der er en motivation til enhver handling. Fundamentalt handler det om enten at opnå nydelse eller at undgå smerte. Nydelse kan være noget så simpelt som en kølig brise på en varm dag. Smerte kan være noget så enkelt som det blide tryk på en papegøjes fod, for at opmuntre den til at stige op.

 

Ved at spørge sig selv "Hvad motiverer til denne adfærd?" vil man lettere kunne se situationen fra fuglens perspektiv. Folk er tilbøjelige til at tilskrive dyr menneskelige egenskaber og træk. Denne måde at fortolke på er vildledende og giver kun meget lidt indsigt i dyrenes adfærd. Og det er en udbredt fortolkningsmetode også blandt papegøjefolk. Et af de værste eksempler er at sammenligne en papegøjes intellektuelle kapacitet med en barns. Den sammenligning er kun med til at fastholde misforståelsen af papegøjers adfærd, og endvidere er det med til at forplumrer den problematiske forståelse, som de fleste mennesker har omkring deres fugls adfærd.

 

Måske er det mest bemærkelsesværdige fremskridt om informationen af positive tilgangsvinkler til papegøjeadfærd et online papegøje-adfærds-kursus kaldet "Living and Learning with Parrots", som bliver afholdt af Ph.D. Susan Friedman, og hvor det er frivilligt, om man betaler et gebyr på 50 $, som bliver doneret til en værdig papegøjesag. På dette kursus lærer man de videnskabelige adfærdsprincipper som de ses hos tamme papegøjer. De, der har gennemført kurset, forstår fordelene ved positive tilgangsvinkler frem for negative, og de er blevet gjort i stand til at skabe tilfredsstillende, positive forhold til deres tamme papegøjer.

 

Dr. Friedman underviser sine kursister i at analysere adfærdens "TAK'er". Som tidligere nævnt repræsenterer TAK: Triggere, Adfærd og Konsekvens. Ved at tage udgangspunkt i videnskaben, når adfærd skal evalueres, kan man få en værdifuld indsigt, som vil hjælpe med til at forstå og ændrer de tamme papegøjers adfærd.

Nedenfor ses Dr. Friedmans 6 trin til at analysere "TAK'erne":

 

1. Beskriv målet observerbart og i klare ord

2. Beskriv Trigger hændelsen og vilkårene, som opstod umiddelbart før adfærden.

3. Beskriv konsekvensen, som umiddelbart efterfulgte adfærden

4. Tag et grundigt kig på TAK'ernes rækkefølge

5. Udtænk nye triggere og/eller konsekvenser for at indlære ny adfærd eller ændre eksisterende

6. Evaluér resultatet i målbare vendinger og planlæg, hvordan det skal fastholdes og udbredes.

 

 

For at illustrere dette kan målet for en handling være at tage papegøjen fra toppen af buret og sætte den ind i buret. "TAK'erne" kan så se ud som følgende:

 

A. Personen rækker hånden frem mod papegøjen på toppen af buret

B. Papegøjen undgår hånden ved at løbe til den bagerste end af buret.

C. Personen stopper sit forsøg på at sætte papegøjen i bur

 

I dette eksempel vil papegøjens forventede adfærd i fremtiden være, at den fortsætter med at løbe tilbage for at undgå hånden eller personen. Derfor er træneren nødt til at ændre sit mål for adfærdsændring til et mål, som vil være et logisk trin i retning af det originale mål. I dette tilfælde vil det være at få papegøjen til at træde op på hånden.

 

De næste "Tak'ers" rækkefølge kunne herefter se sådan ud:

A. Personen tilbyder papegøjen en jordnød på toppen af buret

B. Papegøjen træder op på hånden

C. Papegøjen får jordnødden

 

Papegøjens forventede adfærd vil herefter være, at den træder op på hånden.

 

Det næste trin kunne så se sådan ud.

A. Papegøjen sidder på hånden, mens hånden nærmer sig buret

B. Papegøjen træder fra hånden over på en pind inde i buret

C. Papegøjen får et stykke æble

 

Herefter vil den forventede adfærd i fremtiden være, at papegøjen vil gå i bur.

 

"TAK'erne" virker rigtig godt både når man skal vurdere uønsket adfærd og når man vil skabe ønsket adfærd for enten papegøjen eller mennesket.

 

Tænk over det næste eksempel, hvor fokus er på den menneskelige adfærd:

A. Papegøjen er i ét rum og mennesket i et andet

B. Papegøjen skriger

C. Mennesket kommer ind i rummet og giver opmærksom til papegøjen

 

Den forventede fremtidige adfærd vil være, at papegøjen skriger, når den ønsker opmærksomhed. Personen har forstærket skrigeadfærden ved at være til stede.

 

En positiv tilgang til at fjerne skrigeadfærden kunne være at bruge følgende strategi:

A. Papegøjen og mennesket er i forskellige rum

B. Papegøjen siger "Hej"

C. Personen går ind til papegøjen og giver opmærksomhed

 

Så vil den forventede adfærd være, at papegøjen siger "Hej", når den ønsker opmærksomhed.

 

Og husk på at noget adfærd (som i ovenstående eksempel) kan kræve mange gentagelser af positiv konsekvens, før adfærden er formet til det endelige mål.

 

Det giver en stor indsigt i adfærd at analysere "TAK'erne". Når man kombinerer det med anden afgørende information så som dyrets naturlige historie samt dyret forstærknings historie (inklusiv den specielle adfærd, som personen forsøger at ændre), vil "Tak'erne" gøre personen i stand til lave enorme positive ændringer i adfærd.

 

 

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE